Til minde om Nordsøfestivalens medstifter, Knud Rasmussen
Kære Alle
Min gode ven og samarbejdspartner gennem mange år, festivalchef Knud Rasmussen døde pludseligt onsdag 21. september 2022, 86 år gammel.
De sidste år havde Knud problemer med bentøjet, men han kørte på, og bevarede sit gåpåmod og gode humør lige til det sidste.
Samarbejdet med Knud startede i 1988, og allerede året efter afholdt vi den første Nordsø-Festival. Knud har i alle årene stået for den musikalske tilrettelæggelse og afvikling af Nordsø-Festivalen.
Igen i år havde Knud kontakten til de 30 musikkorps der deltog i årets festival, og stod for tilrettelæggelsen af musikkonkurrencerne.
På årets festival blev det aftalt, at Knuds søn, Kjeld Erik Rasmussen, overtager jobbet som festivalchef. Kjeld Erik har været med på alle Nordsø – Festivalerne, og har i mange år stået for koordineringen af konkurrencer, koncerter i Blokhus, Aalborg og andre byer samt styringen af bustransport m.m. i forbindelse hermed. Generationsskiftet er således på plads, og staben der står for afviklingen af Nordsø Festivalen består således primært af Knud og Elses børn, svigerbørn og børnebørn.
Knud voksede op i Aarhus hvor han blev uddannet på musikkonservatoriet. Knud har levet af og for musikken hele sit liv. Han har bl.a. optrådt i Tage Vestis Viking Jazzband på Ambassadeur i Aalborg. Knud og Else bosatte sig i Norge, og gennem årene har Knud været professionel musiker, komponist og dirigent i mange voksen- skole- og ungdoms musikkorps.
Æret være Knuds minde.
Eigil Frost
Euro Tourist Rejsebureau ApS